Vejledning af virksomheder og besætningsejere

Fødevarestyrelsen har pligt til at vejlede virksomheder og besætningsejere om reglerne, både når de selv henvender sig og under på kontrolbesøg.
Vejledningen går ud på at fortælle fødevarevirksomheder og besætningsejere om, hvad der står i reglerne, og hvordan det skal forstås.

Vejledning kan være af generel karakter, hvor fødevareregionen vejleder om reglernes indhold, fortolkning og baggrund, så virksomhederne forstår reglerne og er motiverede for at følge dem.

Vejledningen kan være mundtlig eller skriftlig i form af en pjece eller andet materiale. Eller ved en henvisning til, hvor du kan finde mere om emnet på styrelsens hjemmeside.

I de følgende afsnit kan du læse mere om Fødevarestyrelsens vejledning af virksomheder og besætningsejere.

Konkret vejledning
Den tilsynsførende skal yde konkret vejledning til fødevarevirksomheder under de enkelte kontrolbesøg. Der skal foregå en dialog om problemstillingerne i fødevarevirksomhederne og besætningerne.

Vejledningen har en konkret karakter, hvor den tilsynsførende har mulighed for at drøfte flere alternative løsningsforslag på aktuelle problemer. Vejledningen er dog aldrig en forhåndsaccept.

Konkret vejledning forudsætter, at du som virksomhed eller besætningsejer i forvejen har et grundlæggende kendskab til lovgivningen på området, og at du har gjort dig tanker om eventuelle løsningsmuligheder. Du skal indgå aktivt i en dialog med fødevarekontrollen.

Konkret vejledning kan kun ydes, når der er tale om simple og specifikke problemstillinger.

Vejledning erstatter ikke anmærkninger eller sanktioner
Vejledning kan ikke erstatte f.eks. en indskærpelse. Men det kan være relevant, at yde vejledning i kombination med en anmærkning eller sanktion.

Vejledning kan kun stå alene, hvis der ikke aktuelt er problemer med de forhold, der vejledes om.

Virksomheder og besætningsejere har ansvaret
Fødevarestyrelsens vejledning ændrer ikke på, at det altid er virksomhedens og besætningsejernes ansvar at overholde reglerne. I sidste ende beslutter virksomheden og besætningsejeren selv, hvordan de vil overholde reglerne i den konkrete situation.

En eventuel vejledning ændrer således ikke på ansvarsfordelingen mellem virksomhed/besætningsejer og myndighed.

Se mere om vejledning af virksomheder og besætningsejere i Kontrolvejledningen

Kontakt