Info til Dyrlæger
Privates udførsel af kæledyr
Når private udfører kæledyr til andre lande vil det typisk kræve,
at dyret ledsages af papirer (Selskabsdyrspas eller
Veterinærcertifikat), som er attesteret af en praktiserende
dyrlæge.
Indimellem vil det også være påkrævet, at en embedsdyrlæge påtegner
papirerne eller alene udsteder veterinærcertifikatet. I sidstnævnte
tilfælde vil den praktiserende dyrlæge blive bedt om at udfylde
baggrundsdokumentation om dyrets sundheds- og vaccinationsstatus
samt eventuelle prøveresultater, så embedsdyrlæge kan udfylde
certifikatet.
Hvilke vaccinationer, behandlinger eller test skal
udføres?
Under de enkelte dyrearter finder du oplysninger om, hvilke
importkrav de enkelte lande stiller - se linkene til venstre
herfor.
Typisk er der f.eks. krav om rabiesvaccination.
Det er altid vigtigt at sikre sig, at dyret også opfylder EU
indførselskravene, så det lovligt kan tages med retur til Danmark,
særligt hvis dyreejeren kun er udenlands på kortere ferieophold og
særligt, hvis dyret har opholdt sig i et 3. land.
EU har særlige importkrav for hunde,
katte, fritter og fugle!
Personledsagede hunde, katte og fritter
I EU er der fælles regler for transport af hunde, katte og
fritter inden for EU, samt import fra 3. lande, når disse rejser
sammen med deres ejer (personledsagelse).
Såfremt der er tale om en personledsaget transport, skal dyret på
rejsen være ledsaget af det blå EU Selskabsdyrspas. I Danmark er
det de praktiserende dyrlæger, som udsteder passet. Passet anvendes
ved rejser indenfor EU og ved genindførsel til EU fra 3. land. Vær
opmærksom på, at visse EU-lande har særlige nationale krav, som er
skrappere end EU-reglerne:
Se under afsnittet for Hunde, katte,
fritter
Typiske spørgsmål i forbindelse med udstedelsen af pas og
certifikater
- Får man mængderabat på passene ved bestilling af stort antal,
f.eks. 500 stk?
Svar: Nej, der gives ikke mængderabat.
- Hvor længe er passet være gyldigt?
Svar: Passet vil være gyldigt, så længe den seneste
rabiesvaccination eller -revaccination er gyldig. Derfor kan passet
bruges så længe, der er plads i passet til at skrive oplysninger om
rabiesvaccination.
- Må jeg overføre oplysninger om andre dyrlægers vaccinationer
til det pas, som jeg udsteder?
Svar: Nej, du må kun anføre oplysninger om vaccinationer
eller tests, som du selv (eller din klinik) har udført.
- Hvor længe gælder vaccinationerne?
Svar: Rabiesvaccinationen er gyldig i henhold til de
anbefalinger, som producenten af vaccine foreskriver. Det vil sige,
at dyret først 3 uger efter vaccination kan tages med på rejse, da
der først her vil være indtrådt immunitet. Er der tale om en
regelret revaccination, kan dyret dog tage afsted straks. Anvendes
Rabisin vil vaccinen være gyldig i 3 år. Er dyret vaccineret før 1
års alderen, skal første revaccination dog foretages efter 1
år.
Tidligere i forbindelse med rejser indenfor EU var kravet, at
rabiesvaccinationen blev foretaget årligt. Men fra og med d. 3.
juli 2004, hvor nye fælles EU-regler trådte i kraft, er det nu
tilladt at følge producentens anbefalinger. Dyr, der er
rabiesvaccineret eller -revaccineret fra og med d. 3. juli 2004,
lever op til kravene i de nye regler.
Vær dog opmærksom på, at mange lande (ikke EU-lande) kræver,
at der foretages årlig revaccination, selvom der i Danmark
anbefales en revaccination hvert 3. år for Rabisin.
Bestilling af pas
Praktiserende dyrlæger kan bestille pas hos
Fødevarestyrelsen på følgende måde:
Send en e-mail: betjent@fvst.dk eller
fax: 33 95 66 90 eller et brev til: Fødevarestyrelsen, Mørkhøj
Bygade 19, 2860 Søborg, Att.: Betjentstuen.
Af mailen, faxen eller brevet skal det fremgå at det drejer sig
om dyrepas - skriv Dyrepas i emnefeltet eller Mrk. Dyrepas på
kuverten.
Autorisationsnummer og praksisnummer skal oplyses ved bestilling,
og der kan som minimum bestilles 10 pas af gangen.
Prisen er kr. 15,05 pr. stk. inkl. moms og fragtomkostninger.
Kontakt
Spørgsmål vedrørende reglerne for rejser med kæledyr skal rettes
til den lokale veterinærafdeling.
Du finder
den veterinærafdeling her
Har du spørgsmål til bestilling af pas, skal du kontakte
Betjentstuen på mail:
betjent@fvst.dk eller på tlf. 33
95 60 00.