Spørgsmål og svar
- til rejse med hunde, katte og fritter
Hvor lang tid går der, inden jeg får et pas til mit dyr,
når min hund eller kat er vaccineret?
- Du får passet samtidigt med, at dit kæledyr bliver
vaccineret. Men passet er først gyldigt, når dyret er vaccineret,
og dyrlægen har indført vaccinationsattesterne i passet.
Skal der være et billede af min hund i passet?
- Foto er ikke obligatorisk, man bestemmer selv, om der
skal være et foto af dyret.
Hvor lang tid gælder passet?
- Passet kan bruges hele dyrets levetid. Men det er kun gyldigt,
hvis det indeholder gyldige vaccinationsattester.
Færge-/Flyselskabet tillader ikke kæledyr ombord, hvad
gør jeg så?
- Det er ene og alene selskabets afgørelse, om det vil have
kæledyr med eller ej. Det er ikke noget Fødevarestyrelsen har
indflydelse på. Nogle fly- eller færgeselskaber tillader kæledyr
ombord, hvorfor du må spørge dig for, før du booker en billet.
Hvis min kat, hund eller fritte revaccineres mod rabies,
skal jeg så have passet med til dyrlægen?
- Ja, passet skal med, hver gang dyret vaccineres mod rabies.
Hvilke EU-lande stiller særlige krav – ud over
rabiesvaccination?
- Storbritannien (England, Skotland og Nordirland),
og Malta kræver, at der i passet også er dokumentation for, at
dyret har gennemgået en flåtbehandling.
Malta, Sverige og Storbritannien kræver, at hunde, katte og fritter
har gennemgået en ormebehandling med ormepræparater, der indeholder
stoffet Praziquantel.
Hvad skal jeg gøre, hvis skal til Bornholm og gerne vil
rejse gennem Sverige?
- Fødevarestyrelsen og det svenske Jordbrugsverket har indgået en
permanent aftale om transitordningen for hunde og katte, som via
Sverige tages med til Bornholm.
Læs om transitreglerne ved rejse til Bornholm her
Skal jeg have et gyldigt pas med til min hund, hvis jeg
bare tager på en én-dags shopping tur til Tyskland?
- Ja, det skal du! Uden pas til din hund, vil den hverken opfylde
kravene for rejse til et andet EU-land, eller kravene for indførsel
af hund til Danmark.
Gælder Kæledyrsforordningens regler også for min hund,
hvis jeg får et transportfirma til at stå for forsendelsen?
- Forsendelse af dyr, som transporteres af et
transportfirma, betragtes som udgangspunkt som en kommerciel
forsendelse, også selv dyret ikke skal sælges, og derfor skal de
kommercielle regler følges.
Dog, hvis du og dit kæledyr er på samme transportportmiddel, og
såfremt dyret ikke skal sælges eller overdrages, gælder
Kæledyrsforordningens regler.
Er det kun dyrlægen, der kan udstede passet?
- Ja, et pas er kun gyldigt, hvis det er udfyldt og
stemplet af en praktiserende dyrlæge.
Kan jeg have min hunds hvalpe på dens pas?
- Nej, hvalpe skal rejse på egne pas. De udstedes
også hos den praktiserende dyrlæge.
Er en fritte det samme som en ilder?
- Ja, en fritte og en ilder er samme dyr.
Hvad koster passet?
- Passets pris afhænger dyrlægens pris for udstedelse
og konsultation samt eventuel rabiesvaccination mm.
Koster det penge, hvis jeg smider passet væk, og skal
have et nyt?
- Ja, det koster penge hver gang, du skal have et nyt pas.