Import af non-food

Generelle bestemmelser om non-food
Non-food er produkter af animalsk oprindelse, som ikke må anvendes til konsum.

En type af non-food er animalske biprodukter som ikke må anvendes til konsum.

Siden den 1. maj 2003 har den såkaldte Biproduktforordning (Forordning 1774/2002) fundet anvendelse i Danmark. Biproduktforordningen fastsætter regler for håndtering, transport, opbevaring, forarbejdning m.v. af animalske biprodukter, som ikke er bestemt til konsum. Da der er tale om en forordning, gælder reglerne umiddelbart for de produkter, der er omhandlet af forordningen, og for de virksomheder, der behandler, transporterer eller opbevarer produkterne.

Ønsker du at importere non-food
Vil du som privatperson eller virksomhed importere animalske non-food produkter skal du registreres i Fødevarestyrelsen forud for indførselen af disse produkter. Registreringen skal ske til din lokale fødevareregion.

Du anses først som registreret importør af det pågældende produkt, når du har modtaget en skriftlig bekræftelse herpå fra fødevareregionen.

Udover registreringen skal du som importør underrette den lokale fødevareregionen én dag forud for hver indførsel. Anmeldelsen skal indeholde oplysning om produkternes art, mængde, afsendelsesstedets og bestemmelsesstedets adresse, samt forventet ankomsttidspunkt.

Inden der foretages opdeling eller afsætning af produkterne skal du som importør eller din repræsentant sikre:

  • at de ledsagende dokumenter er korrekt udfyldt (dokumentkontrol)
  • At der er overensstemmelse mellem produkterne og de medsendte dokumenter (identitetskontrol)
  • At produkternes sundhedsmæssige kvalitet er tilfredsstillende (fysisk kontrol)

Det er Importørens ansvar at sikre, at importerede produkter opfylder lovgivningen og er ledsaget at de foreskrevne dokumenter. Du har således som importør ansvaret forud for hver import at sikre dig, at produktet er fremstillet, samt transporteres m.v. i overensstemmelse med de gældende betingelser i såvel afsender- som modtagerlandet. Som registreret importør skal du derudover føre optegnelser over leveringer bl. andet produktart, afsender, modtager etc. Optegnelser skal opbevares i mindst 2 år og de skal på forlangende forevises fødevareregionen.

Opmærksomheden henledes på den risiko for indslæbning af smitsomme sygdomme, der vil være forbundet med anvendelse af utilstrækkeligt rengjorte transportkasser og køretøjer.

Import fra tredjelande
Importeres produktet fra et tredjeland, gælder det ud over det ovennævnte, at produkterne skal importeres over et godkendt grænsekontrolsted og at de skal ledsages af sundhedscertfikater. Sundhedscertfikater for import af animalske biprodukter fremgår af biproduktforordningens bilag X. Du skal senest 24 timer før, at produkterne ankommer til grænsekontrolstedet informere grænsedyrlægen om produktets art og mængde, samt forventet ankomsttidspunkt. Ved grænsekontrollen vil produktet blive underkastet identitetskontrol, fysisk kontrol og dokumentkontrol.

Importrestriktioner fra 3. lande
Link til siden om importrestriktioner.


Kontakt
Spørgsmål om import af non-food skal rettes til din lokale fødevareregion.
Find din lokale fødevareregion her

Opdateret d.

25. april 2008