Grænsekontrol
HVAD SKAL INDFØRES VIA ET
GRÆNSEKONTROLSTED
Animalske produkter og levende dyr, som indføres fra tredjelande,
skal indføres via et grænsekontrolsted. Kommissionens beslutning
2007/275/EF angiver hvilke animalske produkter, som skal
underkastes veterinærkontrol.
HVOR MÅ DE FORSKELLIGE PRODUKTER INDFØRES
Det er ikke alle grænsekontrolsteder, der er godkendt til
alle typer af levende dyr og produkter. Kommissionen udarbejder en
samlet liste over alle godkendte grænsekontrolsteder og hvilke
kategorier de er godkendt til. Den gældende liste findes i
Kommissionens beslutning 2001/881. Beslutningen og en
udspecificeret oversigt over de danske grænsekontrolsteder findes
via links til højre.
GODKENDELSE AF GRÆNSEKONTROLSTEDER
Alle EU-grænsekontrolsteder godkendes af Kommissionen. De danske
grænsekontrolsteder drives af private eller lokale offentlige
operatører (virksomheder, kommuner, havne m.v.). Fødevarestyrelsen
stiller det fornødne kontrolpersonale til rådighed.
Grænsekontrolstedet ledes af en grænsedyrlæge.
Proceduren for godkendelse og kravene fremgår af bekendtgørelse
om veterinære grænsekontrolsteder.
IMPORTKRAV
Animalske produkter og levende dyr, som indføres fra
tredjelande, skal opfylde en række krav vedrørende dyresundhed,
folkesundhed og/eller produktionshygiejne, som checkes ved den
veterinære grænsekontrol på det grænsekontrolsted, hvor
partierne/forsendelserne indføres i samhandelsområdet.
Der kan derudover være en række krav til kvalitet, sammensætning
eller mærkning, som fødevarer skal opfylde for at kunne omsættes
frit, men som ikke er omfattet af den veterinære grænsekontrol.
For mere information - se under de relevante områder via links
til venstre.
De forhold grænsekontrollen skal checke for det enkelte parti
er:
- om partiet/forsendelsen stammer fra et godkendt tredjeland
- om partiet/forsendelsen stammer fra en godkendt virksomhed
- om oprindelseslandets aktuelle plan for kontrol af
restkoncentrationer er godkendt (fødevarer)
- om partiet/forsendelsen følges af de garantier EU kræver for
dyre- og folkesundhedsforhold.
Hvis der kommer et udbrud af en smitsom dyresygdom i et godkendt
tredjeland, kan importen derfra midlertidigt blive forbudt eller
underlagt andre restriktioner.
Sådanne restriktioner har forrang i forhold til de generelle
bestemmelser. Se mere under "Importrestriktioner".
HVORDAN UDFØRES KONTROLLEN
Senest inden partiet fysisk ankommer til EUs område skal
grænsekontrolstedet have besked. Dette gøres i TRACES ved at
udfylde et Common Veterinary Entry Document - CVED.
Veterinærkontrollen består af dokumentkontrol, identitetskontrol
og fysisk kontrol. I forbindelse med den fysiske kontrol udtages
stikprøvevis prøver til laboratorieanalyse.
HVEM KAN IMPORTERE
Alle importører i samhandelsområdet kan indføre animalske
produkter og levende dyr via et hvilket som helst
EU-grænsekontrolsted godkendt til formålet. For indførsel via et
dansk grænsekontrolsted forudsættes det dog, at der er en person
eller virksomhed i Danmark, som er ansvarlig for
partiet/forsendelsen i forbindelse med indførslen. Det skal derfor
være en dansk person eller dansk indregistreret virksomhed, som
underskriver forhåndsanmeldelsen (CVED'et).
Danske importører skal være registrerede hos Fødevarestyrelsen
ved den lokale kontrolafdeling. En importør kan være en person
eller en virksomhed.
Som en autoriseret eller registreret fødevarevirksomhed er
importører også omfattet af krav om egenkontrol, som skal omfatte
importaktiviteten.
BETALING FOR IMPORTKONTROL
Uanset udfaldet af kontrollen må grænsedyrlægen ikke frigive
det/den kontrollerede parti/forsendelse, før importøren har betalt
for kontrollen. Beløbet beregnes ud fra reglerne i
betalingsbekendtgørelsen.
EKSPORT VIA ET GRÆNSEKONTROLSTED
I forbindelse med eksport af levende dyr til tredjelande,
kan der vøre krav om, at eksporten går over et godkendt
grænsekontrolsted. Sådanne eksporter skal forhåndsanmeldes både
kontrolafdelingen for dyrenes oprindelsesbedrift og
grænsekontrolstedet mindst 4 arbejdsdage før
planlagt afsendelsesdato.
Kontakt
Spørgsmål vedrørende grænsekontrol skal rettes til
grænsekontrolstederne