En færdigpakket fødevare er en fødevare, som er indpakket før salg i en emballage, som er beregnet til at blive åbnet af forbrugeren. Færdigpakkede fødevarer skal være mærket med oplysninger om varen.
Synlighed og sprogkrav
Mærkningen skal være synlig og let at læse, og må ikke kunne slettes. Mærkningsteksten skal være på dansk eller på et sprog, der kun adskiller sig meget lidt fra dansk.
Ansvar for varen
Det skal fremgå af emballagen, hvem der er ansvarlig for varen. Derfor skal der stå navn og adresse på enten fabrikanten, pakkevirksomheden eller en forhandler inden for EU.
Hvor kommer varen fra?Frivillig mærkning med oprindelsessted er tilladt. Det afgørende er, at fødevaren ikke præsenteres, så forbrugeren kan tro, at varen kommer fra et andet land eller sted, end den faktisk gør.
Varens navn
Alle fødevarer skal have et navn - en varebetegnelse - fx 'tomatpure', 'sennep' eller 'leverpostej'. Fabrikantens navn, et varemærke eller et fantasinavn kan ikke erstatte en varebetegnelse, men enkelte fantasinavne som fx 'vingummi' og 'forårsruller' har dog været brugt så længe, at de kan anvendes som varebetegnelse.
Fødevarestyrelsen har indgået en frivillig aftale med branchen om en gradvis udfasning af betegnelsen "neutralmarineret", "naturelmarineret" og lignende betegnelser for kød tilsat vand og andre smagsneutrale ingredienser.
Sådanne produkter skal mærkes med en for forbrugeren retvisende betegnelse. Det vil fremover blive vurderet vildledende at anvende betegnelserne "neutralmarineret", "naturelmarineret" eller lignende for kød tilsat vand og andre smagsneutrale ingredienser.
Betegnelsen skal i stedet indeholde ordene "tilsat lage" suppleret med en angivelse af, hvor meget lage eller hvor meget kød, produktet indeholder.
Selv om mærkningen normalt skal være på dansk eller på et sprog, der kun adskiller sig meget lidt fra dansk, har man accepteret nogle udenlandske varebetegnelser, fx 'lasagne', 'hot dog', 'dressing' og 'pizza'. De er blevet så udbredte, at de indgår i det danske sprog.
Behandlingsmåde
Til varebetegnelsen skal der knyttes oplysninger om madens særlige behandling, hvis det er nødvendigt for ikke at skabe tvivl hos forbrugerne. Eksempler på sådanne oplysninger er 'koncentreret', 'røget' og 'bagt'.
I enkelte tilfælde er der direkte krav om, at særlige behandlingsmåder altid skal oplyses. Det gælder fx for fødevarer, der er dybfrosne eller bestrålede. Hvis varen er dybfrossen, skal der også oplyses om, at forbrugeren ikke må nedfryse varen efter optøning, og om hvor længe varen kan opbevares under forskellige temperaturforhold.
Sammensætning af ingredienser
Mad, der er lavet af flere forskellige råvarer (ingredienser), skal mærkes med en såkaldt ingrediensliste. I ingredienslisten skal råvarerne stå i rækkefølge efter faldende vægt dvs. det der er mest af i varen skal stå øverst på listen.
Hvis en vare er fremstillet og pakket i samme forretning, som den sælges i, er der ikke krav om en ingrediensliste, fordi man kan få de nødvendige oplysninger i butikken. Hvis der er anvendt tilsætningsstoffer, skal oplysningen 'Tilsætningsstoffer anvendt' dog være påført varen.
Mængden af ingredienser
Fødevareproducenterne skal angive, hvor meget varen indeholder af væsentlige ingredienser, fx hvor mange rejer, der er i rejesalaten.
Det er ikke alle ingredienser i en fødevare, som skal angives med mængde. Kun når producenten fremhæver ingrediensen i mærkningen, skal mængden skrives på varen. Mængden skal som udgangspunkt angives:
• Når ingrediensen indgår i varens navn eller står i forbindelse med varens navn. På en 'Pizza med skinke og champignon' skal det oplyses, hvor meget skinke og champignon, der er i varen. Hvis der på en kage står 'bagt med smør', skal det fremgå, hvor meget smør, der er i varen.
• Når der er et billede af ingrediensen, eller den er fremhævet på anden måde. Hvis der fx er et billede af en laks på en fiskepaté, skal mængden af laks i patéen angives.
• Når forbrugeren normalt forventer, at ingrediensen er i varen. Det gælder fx mængden af oksekød i gullasch eller mængden af rødbeder i russisk salat.
• Når ingrediensen er vigtig for at karakterisere varen og adskille varen fra lignende varer. Det gælder fx marcipan, som kan laves af varierende mængder mandler og abrikoskerner.
Tilsætningsstoffer
Med enkelte undtagelser skal der altid oplyses om tilsætningsstoffer. Der skal både stå, hvilken kategori af tilsætningsstoffer, der er brugt, fx 'konserveringsstoffer', og tilsætningsstoffets betegnelse. Som betegnelse kan enten bruges et navn ('sorbinsyre') eller et nummer ('E 200').
Nettoindhold
Nettoindhold betyder det samlede indhold uden emballage. Fødevarer skal mærkes med nettovægt (fx 1 kg), mens flydende madvarer skal mærkes med nettorumfang (fx 1 liter).
For mad i fast form, der sælges i en lage, skal der også oplyses om den drænede vægt. Hvis man tager et glas med asparges som eksempel, er den drænede vægt mængden af asparges, mens nettovægten angiver det samlede indhold, dvs. både asparges og lage.
Holdbarhedsmærkning
Datoen for varens holdbarhed skal næsten altid fremgå af færdigpakkede fødevarer - undtagelser er fødevarer som frisk frugt og grønt, vin, salt, sukker mv.
Der eksisterer to former for holdbarhedsmærkning: ”sidste anvendelsesdato” og ”mindst holdbar til”.
1) ”Sidste anvendelsesdato” anvendes på fødevarer, som er meget let fordærvelige, og som derfor efter en kort periode kan udgøre en umiddelbar risiko for menneskers sundhed
2) ”Mindst holdbar til”/"mindst holdbar til og med", er den dato, hvortil producenten indestår for, at fødevaren har den rette kvalitet.
En fødevare, som mærkes med ”sidste anvendelsesdato”, forventes som udgangspunkt at blive sundhedsskadelig efter denne dato. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at man ikke indtager fødevarer, som har overskredet denne datomærkning.
Mærkning af en fødevare med ”mindst holdbar til” betyder ikke, at fødevaren forventes at blive sundhedsskadelig efter denne dato. Denne holdbarhedsmærkning er udtryk for, hvor længe fødevaren har den rette kvalitet. En fødevare mærket med en "mindst holdbar til"-dato må derfor ikke gå hen og blive sundhedsskadelig ved udløb af denne dato. Som det ligger i udtrykket, er det den dato, som fødevaren som minimum kan holde sig til – altså hvor fødevaren som minimum stadig har den rette kvalitet.
Datomærkningen ”mindst holdbar til” stammer fra EU-lovgivningen og har eksisteret siden 1979. ”Mindst holdbar til” er den danske oversættelse af direktiv-teksten og svarer til ”best before”, ”best för” osv. ”Mindst holdbar til” betyder altså det samme som ”best before”. Man må i dansk holdbarhedsmærkning ikke anvende udtryk som "bedst før".
Det er holdbarhedens længde, der bestemmer, hvor præcist tidspunktet for holdbarheden skal angives. Under 3 måneders holdbarhed skal datoen angives i dag, måned og år, over 3 måneder men under 18 måneders holdbarhed skal datoen angives i måned og år, og over 18 måneders holdbarhed angives datoen i år.
Er "sidste anvendelsesdato" eller datoen for "mindst holdbar til" overskredet, må varen ikke sælges. Danmark er det eneste land i EU, hvor man har et forbud mod at sælge fødevarer, hvis ”mindst holdbar til”-dato er overskredet. I andre Eu-lande er det muligt for butikkerne at sælge en fødevare, hvis ”mindst holdbar til”-dato er overskredet.
Det er ikke nødvendigt at mærke fødevaren med pakkedato eller fremstillingsdato. Som forbruger kan man altså ikke forlange at få nogen af disse datoer oplyst, men på en del fødevarer fremgår oplysningerne som en service.
Opbevaring
Hvis madens holdbarhed er afhængig af særlige opbevaringsforhold, skal det stå på emballagen. Som eksempler på opbevaringsforskrifter kan nævnes 'tørt og ikke for varmt', eller 'opbevares i køleskab efter åbning'.
Brugsanvisning
Der skal være en brugsanvisning, hvis der ellers vil være risiko for, at maden ikke bliver behandlet eller tilberedt på den rigtige måde.
En brugsanvisning kan fx være nødvendig, fordi der er tale om en fødevare, der ikke er velkendt i Danmark, eller hvis en forkert behandling vil være forbundet med sundhedsrisiko. Der skal fx på visse typer bønner stå, at de skal udblødes og koges længe.
Små pakninger
Der er særlige regler for de såkaldte små pakninger, dvs. pakninger, hvis største overflade er mindre end 10 cm2. Her er det tilstrækkeligt at oplyse om allergene i ingrediensens varebetegnelse, nettoindhold og holdbarhed samt eventuelt næringsdeklaration. Det er frivilligt, om man vil give flere oplysninger.
Særlige regler
Der kan være særlige regler for enkelte typer af fødevarer, fx for chokolade og vin.
Læs mere om regler for fødevarer under handelsnormer og varestandarder
Kontrol
Det er virksomhederne, der har ansvaret for, at reglerne om mærkning overholdes. Fødevarestyrelsen afdeling Øst og Vest kontrollerer ved besøg i virksomhederne, at de lever op til ansvaret.