Virus

Virus kan give fødevareinfektion, specielt Norwalk-lignende virus (calicivirus), men også Hepatitis A.
hepatitis A vil ofte være relateret til importerede produkter, som bær og skaldyr, der er vandet med forurenet vand.

Fødevarer som har givet virus sygdom 
Virusinfektioner pga. mad er mere almindeligt i udlandet. I Danmark er der registreret forholdsvis få virusinfektioner, som stammer fra fødevarer. Det skyldes først og fremmest, at det er svært at undersøge maden for virus. Smittekilder er forurenet vand og bær eller frugt, som er skyllet i forurenet vand. En anden smittekilde kan være skaldyr, som spises levende (rå). Skaldyr har en særlig evne til at opsamle viruspartikler fra vandet.

I modsætning til bakterier vokser virus ikke i fødevarerne, men overføres som regel direkte til maden fra mennesker - via opkast eller afføring.

Undgå virussygdom
For at beskytte sig imod virusinfektioner er det afgørende at have en god personlige hygiejne. Man skal sørge for at vaske hænder, inden man går i gang med at lave mad, og i øvrigt holde sig ren. Så mindskes risikoen væsentligt. Hvis man vil servere skaldyr, kan virus kun slås ihjel med sikkerhed, hvis de koges grundigt.

Leverbetændelse - eller hepatitis A
En af de mest almindelige virusinfektion i Danmark er lever-betændelse (hepatitis A). Det er kun i meget få tilfælde, at myndighederne med sikkerhed ved at virus er overført via maden.

I udlandet er der en større risiko for at blive smittet med leverbetændelse via fødevarer, som ikke er varmebehandlet. Man bør derfor være forsigtig med at spise frugt og grønt og lade være med at drikke vand direkte fra hanen. I stedet skal man holde sig til kogt vand, kaffe og te og kulsyreholdige drikke. Det er også klogt at lade være med at spise rå skaldyr og i øvrigt være opmærksom på, om det service man bruger er rent.

Der findes ialt seks forskellige former for hepatitis, hvoraf kun hepatitis A og hepatitis E kan smitte gennem føden. De meget få tilfælde af hepatitis E, der har været i Danmark, var hjembragt fra udlandet.

Syg af hepatitis A?
Symptomer på hepatitis A opstår to til seks uger efter, at man er blevet smittet. Hud og øjne får en gul farve, fulgt af overvældende træthed, kvalme og madlede. Ofte vil der også komme diarré. Der er ingen medicinsk behandling af hepatitis A, men hvile, en fedtfattig diæt og rigeligt med væske (ikke alkohol) vil normalt få sygdommen til at gå over af sig selv i løbet af tre uger til få måneder, afhængig af alder.

Norwalk-lignende virus
En anden virus er den såkaldte Norwalk-lignende virus (NLV). NLV dækker over en gruppe af virus, som sandsynligvis er årsag til mange af de mavetilfælde, som kaldes maveinfluenza, omgangssyge og Roskildesyge. Infektioner med NLV er sandsynligvis mere almindelige end tidligere antaget. Samme tendens ses i en række andre lande.

Da sygdommen er meget smitsom, er det typisk at mange mennesker bliver syge, men da sygdommen som regel forløber meget mildt, er der mange som ikke søger læge.
Symptomerne, der kommer efter 24 - 48 timer, er typisk utilpashed, kvalme, diarré, opkastninger, mavesmerter, og måske hovedpine og let feber. Sygdommen varer normalt fra 12 timer til tre dage og går over af sig selv.

Rotavirus
Rotavirus er en familie af virus, der ikke altid giver symptomer, så derfor kan en person overføre smitten uden at vide det. Hvis sygdommen bryder ud, gør den det normalt omkring en til tre dage efter smitten er overført, og viser sig som en akut maveinfektion med opkastninger, vandig diarré og feber. Det er især små børn under to år der rammes af rotavirus-infektioner, dog sjældent helt spæde børn og heller ikke voksne. Sygdommen går normalt over af sig selv efter fire til otte dage.

Kontakt