I 2011 udtog Fødevarestyrelsen 1683 målrettede prøver af foder. Prøverne blev analyseret for bl.a. næringsstoffer, tilsætningsstoffer, salmonella, animalsk protein, pesticider, toksiner, genmodificeret materiale og kemiske forureninger. 72 forhold medførte indskærpelser, der blev udstedt 28 administrative bøder og slutteligt blev der givet 15 påbud. Herudover blev der udstedt 8 bøder og 8 indskærpelser i forbindelse med kontrollen af mærkningen af de udtagne prøver.
I løbet af året blev der udført 302 uvarslede kontrolbesøg på fodervirksomheder og 238 varslede kontrolbesøg. De varslede besøg havde fokus på virksomhedernes kvalitetsstyringssystemer, mens de uvarslede besøg i højere grad var målrettet implementeringen af kvalitetsstyringssystemerne. Der blev i alt sanktioneret 239 forhold fordelt på 33 bøder, 5 forbud, 16 påbud og 185 indskærpelser. De sanktionerede forhold spænder vidt fra mangler i virksomhedernes kvalitetsstyringssy-stemer til deciderede uhygiejniske forhold på virksomhederne og foder af kassabel kvalitet.
Ændret kontrolstrategi i 2011
Ved den uvarslede kontrol i 2010 (opsyn) blev der udstedt 1 forbud, 9 påbud og indskærpet 64 forhold ud af 3269 kontrollerede temaer. Det svarer til, at der i 2,3 % af de kontrollerede temaer blev fundet afvigelser.
I 2011 blev der i den uvarslede kontrol sanktioneret 126 forhold ud af 453 kontrollerede temaer. Det vil sige, at der i ca. 28 % af de kontrollerede temaer blev fundet afvigelser. Stigningen i andelen af afvigelser skyldes primært en ændret kontrolstrategi, idet fokus i 2011 blev skærpet i forhold til den daglige implementering af kvalitetsstyringssystemerne.
Fødevarstyrelsen har tidligere udsendt en
nyhed om omlægningen i kontrollen.
Fødevarestyrelsen orienterer løbende branchen og andre interessenter, via Fødevarestyrelsens Foderstofudvalg, om kontrollen og diskuterer eventuelle problemområder.
Kontrollen med genmodificeret foder og med forurening med dioxin og PCB er beskrevet i separate rapporter. I 2011 blev ikke konstateret indhold af ikke-godkendt GM-materiale og kun et enkelt tilfælde af overtrædelse af reglerne om GM-mærkning. Bland stikprøverne fra fodervirksomheder til analyse for dioxin og PCB viste et parti vegetabilsk fedt fra Holland et indhold af dioxin på omkring 1,5 ng/kg, hvilket lå væsentligt over grænseværdien. Fødevarestyrelsen udsendte en
nyhed om den hollandske dioxinsag i august 2011.