Sportsprodukter
Sportsprodukter
Sportsprodukter hører til under gruppen af fødevarer bestemt til
særlig ernæring. Der er endnu ikke udstedt specifikke EU-regler om
sportsprodukter, eller som der står i ramme-direktivet om særlig
ernæring: Fødevarer til indtagelse i forbindelse med stærkt
krævende muskelarbejde, især for sportsfolk.
I henhold til rammedirektivet gælder de nationale bestemmelser
for de produkter, der skulle omfattes af regler i særdirektiverne,
så længe der ikke er vedtaget et direktiv om disse. Det betyder, at
tilsætning af næringsstoffer, herunder vitaminer, mineraler og
kreatin skal anmeldes i henhold til § 13 i
tilsætningsbekendtgørelsen (se link under lovstof).
Det faglige grundlag for EU-lovgivningen foreligger imidlertid,
idet Kommissionens videnskabelige rådgivere - Den Videnskabelige
Komité for Levnedsmidler - har foretaget en gennemgang af den
videnskabelige litteratur om sportsernæring og udfærdiget en
rapport "Report of the Scientific Committee on Food (SCF) on
composition and specification of food intended to meet the
expenditure of intense muscular effort, especially for sportsmen"
(se link til højre).
Ved vurderingen af om anmeldte produkter/stoffer dækker særlige
behov for sportsfolk lægger Fødevarestyrelsen rapporten fra
ekspertkomitéen til grund. Hvis anmelderen fremlægger resultater om
ernæringsmæssig relevans for sportsudøvere af et bestemt stof, der
er af nyere dato end den pågældende videnskabelige rapport, vil
disse data indgå i den faglige vurdering, som foretages af Danmarks
Fødevareforskning. Anmeldelse af tilsætning af næringsstoffer er
gebyrbelagt, jf. betalingsbekendtgørelsen.
Ekspertkomitéens konklusion er overordnet, at sportsfolk ikke
har brug for særlige produkter, men at deres behov for
næringsstoffer dækkes af en velafbalanceret kost. Enkelte
produktkategorier kan dog være relevante for sportsudøvere, og
ekspertkomitéen har formuleret kriterier for deres sammensætning,
se nedenfor.
Generelt finder ekspertkomitéen ikke, at der er
tilstrækkelig dokumentation for effekten af en række stoffer, som
markedsføres som egnet for sportsfolk, dvs. at disse
stoffer/produkter ikke dækker særlige ernæringsmæssige behov eller
har en ergogenisk effekt. Undtagelser herfra er kreatin og koffein,
som har vist effekt. Se i den forbindelse også Anti Doping Danmark's hjemmeside.
Til top
Produktkategorier
Kulhydrat-elektrolytdrikke
Kulhydrat-elektrolytdrikke er produkter til vedligeholdelse af
kulhydratdepoterne under præstationen og til at hindre
dehydrering.
Ekspertkomitéen har gået den nyeste dokumentation igennem og
fundet, at sportsdrikke bør indeholde en
kulhydrat-elektrolytopløsning med et energiindhold fra 80 til 350
kcal (335-1470 kJ) pr. liter svarende til en kulhydratopløsning på
2-9 % samt med et natriumindhold på mellem 460 og 1150 mg pr.
liter. Komitéen finder ikke, at der er videnskabeligt belæg for at
tilsætte kalium, magnesium eller calcium til sportsdrikke.
Fødevarestyrelsen finder, at kulhydrat-elektrolytdrikke skal
leve op til de sammensætningskrav, som Komitéen anbefaler.
Tilsætning af vitaminer til sportsdrikke accepteres ikke, da der
ikke er dokumentation for den ernæringsmæssige relevans for sådanne
tilsætninger til sportsdrikke. Koncentrationen af væsken bør være
mellem 200 og 330 mOsml pr. kg færdigdrik. Hvis koncentrationen
ligger mellem 270 og 330 (koncentrationen svarer til kroppens), må
produktet betegnes "isotonisk". Se link i højre side med liste
over accepterede produkter.
Til top
Kulhydratrige produkter
Ved øget muskelarbejde har musklerne et øget behov for energi, og
her spiller kulhydrat en væsentlig rolle for at genopbygge
glykogendepoterne i musklerne. Dette behov vil nemt kunne dækkes
ved at spise almindelige stivelses- og fiberrige fødevarer.
Relevansen af specialudviklede produkter til sportsudøvere er som
følge heraf baseret på særlige omstændigheder (timing og
convenience), hvor det af praktiske årsager vil være besværligt at
indtage almindelige fødevarer. Ekspertkomiteen peger blandt andet
på, at der kan være tale om et behov for særlige kulhydratrige
produkter efter længerevarende hård fysisk aktivitet, og hvor man
skal nå at restituere på kort tid (under 24 timer).
Der er endnu ikke fastsat specifikke kvalitetskrav til
sådanne produkter, men det er væsentligt, at forbrugerne ikke
bliver vildledt med hensyn til egnethed og behov.
Ekspertkomiteen foreslår således, at i specialudviklede
produkter bør mindst 75 % af energiindholdet i produktet komme fra
hurtigt optagelige kulhydrater, og hvis det er tale om en drik, bør
indholdet af kulhydrater i færdigvaren udgøre mindst 10 %. Mindst
75% af energiindholdet bør være i form af hurtigt optagelige
kulhydrater. Opmærksomheden henledes på, at almindelige læskedrikke
opfylder disse retningslinier, og de kan derfor også anvendes til
opbygning af glykogendepoterne.
Til top
Proteinprodukter
Protein er nødvendig blandt andet for at opbygge og
vedligeholde kroppens muskler, men det er en myte at sportsudøvere
har behov for ekstra tilskud af protein eller aminosyrer, som ikke
nemt kan dækkes af den daglige kost.
Ekspertkomitéens konklusion er, at der ikke er
videnskabelig dokumentation for, at sportsudøvere har behov for
ekstra protein i forhold til det, som man normalt får dækket via
kosten (hvor 10-11 % af energien kommer fra protein).
Eliteidrætsudøvere har et moderat øget proteinbehov pr. kg
legemsvægt, men dette vil også kunne dækkes med almindelig
sammensat kost i tilstrækkelige mængder. Der er heller ikke belæg
for, at tilskud af protein er præstationsfremmende.
Der findes en række proteinprodukter på markedet, som retter sig
til sportsudøvere. Relevansen af sådanne produkter til
sportsudøvere er baseret på særlige omstændigheder (timing og
convenience), hvor det af praktiske årsager vil være besværligt at
indtage almindelige fødevarer.
Det er således væsentligt, at markedsføring af disse produkter
ikke vildleder forbrugeren med hensyn til egnethed og behov. Der er
endnu ikke fastsat specifikke kvalitetskrav til sådanne produkter,
men for at forbrugeren ikke skal blive vildledt, bør produkterne
tilføje en væsentlig mængde protein, og proteinet bør være af høj
biologisk værdi.
Ekspertkomiteen foreslår således, at hvis der er tale om
koncentrerede proteinprodukter, bør proteinindholdet i produktet
udgøre mindst 70 % af tørstoffet, og nettoproteinudnyttelsesgraden
bør være på mindst 70 %. For proteinberigede produkter bør mindst
25 % af energiindholdet stamme fra protein, og her stilles desuden
krav om proteinets kvalitet i henhold til ovennævnte.
Rene aminosyreprodukter (produkter alene bestående af eller tilsat
enkelte aminosyrer) har Fødevarestyrelsen ikke accepteret, idet der
ikke er påvist nogen positiv virkning for kroppen og
proteinsyntesen sammenlignet med et balanceret indtag, jf. også
rapporten fra ekspertkomitéen. Tilsætning af aminosyrer skal
anmeldes til Fødevarestyrelsen, jf. tilsætningsbekendtgørelsens
§ 13 (se link under lovstof).
Til top
Creatin-produkter
Fødevarestyrelsen udvider fra 6. marts 2008 den generelle
tilladelse for tilsætning af creatin monohydrat til rene
creatin-produkter, således at der fra denne dato kan anvendes en
anbefalet daglig dosis på mellem 2 og 3 gram creatin monohydrat.
Dette er forudsat, at den anvendte creatin er i overensstemmelse
med specifikation DK 126, jf. positivlisten (se link til
højre).
Tilladelser til anvendelse af creatin er hidtil kun givet til
produkter beregnet for sportsudøvere til brug for kortere dynamiske
discipliner. Sådanne produkter er omfattet af reglerne for særlig
ernæring, jf. bekendtgørelse nr. 115 af 11. marts 2002 om fødevarer
bestemt til særlig ernæring. Med dette formål er der hidtil kun
givet tilladelse til rene creatinprodukter med en daglig dosis på 2
g creatin pr. dag. Denne tilladelse er nu udvidet til at omfatte
rene creatin-produkter, med en anbefalet daglig dosis af creatin
monohydrat på mellem 2 og 3 gram.
Produkterne skal mærkes med:
- at den anbefalede dosering ikke bør overskrides uden
forudgående aftale med læge
- at produkterne kun er beregnet til brug ved kortvarige
dynamiske discipliner.
Der skal fortsat ske en anmeldelse (registrering) af alle nye
produkter til Fødevarestyrelsen, jf. tilsætningsbekendtgørelsens
§13. Anmeldelsen er pålagt et gebyr på kr. 1700 (i 2010), jf.
betalingsbekendtgørelsen.
Se link i højre side til specifikation for creatin, samt liste
over accepterede produkter.
Såfremt man ønsker tilladelse til at tilsætte creatin til andre
produkter, skal der foretages en ny vurdering, og der skal i
forbindelse med anmeldelsen betales et gebyr på kr. 6100 pr.
produkt (i 2010).
Fødevarestyrelsen foretager ikke en individuel vurdering af
specifikationen for den anvendte creatin. Det er virksomhedens
ansvar, at specifikation DK 126 er overholdt.
Tilladelser vil blive givet på nærmere angivne vilkår, herunder
blandt andet vedrørende egenkontrol.
Til top
Krav til virksomheder, som markedsfører sportsprodukter
Virksomheder, der markedsfører sportsprodukter, skal være
registreret eller godkendt, jf. autorisationsbekendtgørelsen. Ud
over den almindelige egenkontrol skal virksomheden udføre særlig
kontrol af tilsatte næringsstoffer, jf.
tilsætningsbekendtgørelsen. For nærmere vejledning, kontakt den
lokale fødevareregion.
Til top
Kontakt
Søren Langkilde, Ph.d.
E-mail: srbl@fvst.dk
Telefon: 339 56143