Lav-protein produkter

Fødevarer med lavt proteinindhold tilhører gruppen af fødevarer til særlig ernæring. Disse produkter skal derfor være sammensat således, at de er egnede til at indgå i en proteinreduceret kost hos personer, der f.eks. på grund af medfødte forstyrrelser i omsætningen af visse aminosyrer har behov for at følge en lav-protein diæt.

Ved vurderingen af, om et produkt kan være egnet til personer, der har behov for at følge en lav-protein diæt, lægger Fødevarestyrelsen Nordisk Ministerråds rapport ”Diætetiske næringsmidler – forslag til nordiske retningslinjer for vurdering og regulering” til grund. Af rapporten fremgår det, at indholdet af protein i lav-protein produkter maksimalt bør indeholde 2 g protein pr. MJ.

Derudover skal fødevarer til særlig ernæring klart adskille sig fra almindelige fødevarer. Dette betyder, at indholdet af protein i særlig ernæringsprodukter med lavt proteinindhold skal være væsentligt reduceret sammenlignet med lignende ikke-protein reducerede produkter på markedet.

Eksempler på produktkategorier, hvor det kan være relevant med alternative lav-protein produkter til personer, der skal følge en lav-protein diæt:

  • Kager
  • Kiks
  • Brød og brødmix
  • Pasta
  • Mælk
  • Energibarer

Fødevarer med lavt protein skal markedsføres i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om fødevarer til særlig ernæring.

Hvad skal man gøre, hvis man vil markedsføre et lav-protein produkt
Fødevarer med lavt proteinindhold skal notificeres til Fødevarestyrelsen i henhold til § 10 i bekendtgørelsen om fødevarer bestemt til særlig ernæring. Dette vil sige, at den virksomhed, som er ansvarlig for markedsføringen i Danmark, skal fremsende et eksemplar af den anvendte mærkning til Fødevarestyrelsen, inden produktet markedsføres.

Notifikationen skal sendes til:
Fødevarestyrelsen, Att.: Kontor for ernæring, Mørkhøj Bygade 19, 2860 Søborg.

Når Fødevarestyrelsen har modtaget notifikationen bliver produktet registreret i en database. Fødevarestyrelsen foretager i den forbindelse ikke en egentlig vurdering af, om produktet er i overensstemmelse med reglerne, herunder om brugen af betegnelsen lav-protein ville kunne betragtes som vildledende.

Det er den lokale Fødevareregion, der i forbindelse med fødevarekontrollen, kan træffe afgørelser om produkternes mærkning, markedsføring og sammensætning.

Regler:
Bekendtgørelse nr. 175 af 22. februar 2010 om fødevarer til særlig ernæring.



Opdateret d.

4. marts 2010