Vitaminer og mineraler
Nedenfor kan du læse om reglerne for vitaminer og mineraler i
kosttilskud.
Nye regler for kilder til
vitaminer og mineraler pr. 1. januar 2010.
Den 20. december 2009 træder den ny forordning
Kommissionens forordning Nr. 1170/2009 af 30. november 2009 om
ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1925/2006 for så
vidt angår listerne over vitaminer og mineraler og former heraf,
der kan tilsættes fødevarer, herunder kosttilskud ("kildeforordningen") i kraft. Forordningen
gælder listerne over de tilladte vitaminer og mineraler samt
kilderne i både kosttilskud og almindelige fødevarer.
Det betyder, at endnu en del af kosttilskudsområdet bliver
harmoniseret.
De seneste år har EFSA gennemført en videnskabelig vurdering af en
række stoffer, som virksomheder i EU-landene har ønsket fortsat at
anvende. EFSA har vurderet stoffernes optagelighed og sikkerhed, og
EFSAs vurderinger har dannet grundlag for revision af listerne over
tilladte kilder til bl.a. kosttilskud.
De kilder, der har været tilladte nationalt i de enkelte
medlemslande, herunder Danmark, og som ikke har fået en positiv
vurdering fra EFSA, må derfor ikke længere bruges.
Kommissionen har bekræftet, at 31. december 2009 er sidste dag for
de nationalt tilladte kilder. Denne dato står også i
kosttilskudsdirektivet (nr. 2002/46/EF af 10. juni 2002).
Forordningen gælder direkte og må ikke gennemføres i dansk ret.
Fødevarestyrelsen udsteder en ny kosttilskudsbekendtgørelse, hvor
bilag 2 (listen over tilladte kilder) tages ud.
Det betyder, at fra 1. januar 2010 må der i alle kosttilskud på
markedet, som er tilsat vitaminer og mineraler, kun anvendes de
kilder, som er anført i bilag II til "kildeforordningen".
Kosttilskud, hvor der er anvendt andre kilder til vitaminer og
mineraler, vil ikke være lovlige og må ikke være på markedet fra 1.
januar 2010.
Til top
Maksimumindhold af vitaminer og
mineraler
I kosttilskudsbekendtgørelsen bilag 1 fremgår den øvre
grænse for indholdet af de enkelte vitaminer og mineraler pr.
anbefalet daglig dosis i kosttilskud.
Maksimumsgrænserne for vitaminer og mineraler er nationale og vil
være gældende, indtil der bliver fastsat fælles EU-regler herom,
som forudsat i EU-direktivet om kosttilskud.
Mulighed for dispensation
Der kan søges om dispensation for maksimumsgrænserne i
kosttilskudsbekendtgørelsen bilag 1 frem til, at der fastsættes
fælles EU-maksimumsgrænser. Ansøgningen sendes til Kontor for
Ernæring, Fødevarestyrelsen, Mørkhøj Bygade 19, 2860 Søborg.
Ansøgningen skal indeholde en angivelse af, hvor højt indhold, der
søges dispensation til, at kosttilskud skal kunne indeholde. Når
der gives dispensation, vil det blive udformet som en generel
dispensation og dermed være gældende som ny maksimumsgrænse for det
pågældende vitamin eller mineral. Dispensationen kan gøres
begrænset til en afgrænset aldersgruppe og evt. suppleres med krav
til mærkning.
Ansøgningen er gratis.
I oversigten "Generelle dispensationer fra maksimumsgrænserne for
indhold af vitaminer og mineraler i kosttilskud" fremgår, for
hvilke vitaminer og mineraler der er blevet ansøgt om dispensation
fra maksimumgrænserne. Se også linket til højre.
Til top
Minimumindhold af vitaminer og
mineraler
I kosttilskudsbekendtgørelsen bilag 1 fremgår det hvor
lavt indhold der må være af de enkelte vitaminer og mineraler pr.
anbefalet daglig dosis.
Minimumsgrænserne for vitaminer og mineraler er nationale og vil
være gældende, indtil der bliver fastsat fælles EU-regler herom,
som forudsat i EU-direktivet om kosttilskud.
Fødevarestyrelsen har udstedt en generel dispensation fra
minimumsgrænserne for vitaminer og mineraler, således at der
dispenseres fra de minimumsgrænser for vitaminer og mineraler, som
er anført i kosttilskudsbekendtgørelsen bilag 1. Der skal derfor
ikke længere ansøges om produktspecifik dispensation for
kosttilskud, så længe indholdet af det pågældende vitamin eller
mineral er mindst 15% af ADT for voksne samt børn fra 11 år og
derover. De specifikke værdier er angivet i bilag til denne
skrivelse.
Mulighed for dispensation
Der kan søges om dispensation for minimumsgrænserne i
kosttilskudsbekendtgørelsen bilag 1 frem til, at der fastsættes
fælles EU-maksimumsgrænser. Der skal ikke søges om dispensation,
hvis indholdet af vitaminer og mineraler ligger indenfor de
generelle dispensationer fra minimumsgrænserne beskrevet
ovenfor.
Ansøgningen sendes til Kontor for Ernæring, Fødevarestyrelsen,
Mørkhøj Bygade 19, 2860 Søborg.
Ansøgningen skal angive indholdet, der søges dispensation til, for
det konkrete kosttilskud, og en begrundelse for, hvordan den
ansøgte dosis vurderes at have en ernæringsmæssig eller fysiologisk
virkning. Dispensationerne vil være produktrelaterede.
Ansøgningen er gratis.
Til top
Andre kilder til vitaminer og
mineraler
Kosttilskud kan indeholde vegetabilske, animalske og
mineralske ingredienser som kilde til vitaminer og mineraler. Fx
har hyben et højt indhold af vitamin C.
Tilsættes sådanne ingredienser, skal mængden af de deklarerede
vitaminer og mineraler ligge inden for de grænser, der er tilladt
med hensyn til minimums- og maksimumsindhold af vitaminer og
mineraler. Se afsnittene herom.
Til top
Hvornår er vitamin- og
mineralpræparater kosttilskud eller lægemidler?
Maksimumsgrænsen for kosttilskud ses i
kosttilskudsbekendtgørelsen bilag 1 hhv. over de generelle
dispensationer, der er givet hertil. Hvis indholdet af et vitamin
eller mineral er højere end disse må man forhøre sig hos
Lægemiddelstyrelsen, om det vil kunne markedsføres som et stærkt
vitamin- eller mineralpræparat.
Produkter, der markedsføres på en sådan måde, at de falder ind
under lægemiddellovgivningen, er lægemidler uafhængig af, om
indhold af vitaminer og mineraler overstiger maksimumsgrænsen for
tilladt indhold i kosttilskud. Det er Lægemiddelstyrelsen, der
afgør, hvornår et produkt er omfattet af lægemiddelloven. Spørg
Lægemiddelstyrelsen, hvor der er tvivl.
Til top
Mærkning af indhold af vitaminer og
mineraler
Kosttilskud skal mærkes med indhold af vitaminer og
mineraler pr. daglig dosis. Et naturligt indhold af vitaminer og
mineraler under den minimumsgrænse, der er givet generel
dispensation til, må ikke angives på kosttilskuddet, da en så lille
mængde ikke er betydelig i forhold til at kunne supplere den
daglige kost. Hvis der tilsættes vitaminer og mineraler i
kosttilskud, eller hvis et naturligt indhold anprises, skal
indholdet pr. daglig dosis være over minimumsgrænsen, og indholdet
skal angives på produktet. Det ville kunne anses for vildledende
at anprise indhold af vitaminer og mineraler, der er under
minimumsgrænsen
Til top
Import af kosttilskud med
vitaminer og mineraler fra tredjelande
Kosttilskud kan importeres fra tredjelande, fx USA, til
eget forbrug. Vær dog opmærksom på, om produktet i Danmark
kategoriseres som lægemiddel.
Spørg Lægemiddelstyrelsen med hensyn til import af lægemidler til
eget forbrug.
Til top
Kontakt
Mette Christiansen tlf. 3395 6226 / e-mail:
mech@fvst.dk
Søren R. B. Langkilde tlf. 3395 6143 / e-mail:
srbl@fvst.dk