Id-mærkning, rabiesvaccination og EU-pas

Vær opmærksom på, at EU's id-mærkningskrav ændres fra 3. juli 2011. Nedenfor kan du læse mere om de nye krav samt om rabiesvaccination og EU-pas.

Id-mærkning
Hunde, katte og fritter, der rejser mellem EU-lande eller ind i EU skal id-mærkes.

Fra 3. juli 2011 vil kun en mikrochip betragtes som en gyldig id-mærkning. Det vil sige, at fra den dato skal alle hunde, katte eller fritter, der skal med ud at rejse, og som endnu ikke er id-mærket, mikrochippes. Ellers kan der ikke udstedes et EU-pas til dem.

Mirkochippen skal være i overensstemmelse med ISO-standard 11784 og kunne læses af en læseenhed, der er kompatibel med ISO-standard 11785. Se mere i bilag Ia i Kæledyrsforordningen.

Hunde, katte og fritter, der har en letlæselig tatovering, som er foretaget før 3. juli 2011, vil efter EU reglerne betragtes som lovligt id-mærket, hvorfor de godt kan få udstedt pas.

De dyr, der før 3. juli 2011 allerede har et gyldigt pas, uanset deres id-mærkning, kan fortsat rejse inden for EU og til EU (Danmark) fra tredjelande, som de hidtil har gjort.

Dog anbefaler Fødevarestyrelsen, at ejeren til et dyr, der ikke har en letlæselig tatovering, får dyret mikrochippet.

Kravet til id-mærkning gælder både ved rejser inden for EU, til og fra lande med EU-vilkår, samt ved indførsel til EU fra tredjelande.

Endelig stiller en lang række tredjelande krav om id-mærket ved indførsel af hunde og katte.

Id-mærkning og vaccination hænger sammen
Id-mærkningen af dyret skal ske inden eller samtidig med vaccination mod rabies. Hvis vaccinationsdatoen er ældre end id-mærkningsdatoen, vil dyret opfattes som uvaccineret, med mindre der entydigt er dokumentation for tidligere vaccinationer og sporbarhed til dyrets id-mærkning.

Gyldig vaccination mod rabies
Ved rejser inden for EU, samt EØS-lande og til EU (Danmark) fra tredjelande skal den første rabiesvaccination være foretaget ske mindst 21 dage før afrejsen.

Dyrlægen, der vaccinerer dyret, skal sikre, at rabiesvaccinen lever op til de i lovgivningen tekniske krav til rabiesvaccination. Se mere i bilag Ib i Kæledyrforordningen

Ved rejser til visse tredjelande, kan der være krav om en længere venteperiode end de 21 dage, f.eks. 30 dage, før dyret lovligt kan indføres til det pågældende land.

Hvis dyret revaccineres mod rabies, inden den forrige vaccinations gyldighed ophører, kan dyret rejse straks, når der er tale om rejser inden for EU, til EU-lande med vilkår og fra tredjelande (Danmark).

Hvor længe en rabiesvaccination er gyldig afhænger af vaccineproducentens anvisninger. Snak med din praktiserende dyrlæge om, hvilken rabiesvaccine dit dyr skal have, og hvor længe vaccinen er gyldig.

Det skal fremgå af dyrets pas, hvor længe rabiesvaccinationen er gyldig. Hvis den senest gyldige vaccination er en revaccination, bør den forrige vaccination også føres ind i passet.

Læs mere om rabies

Pas til hunde, katte og fritter fra EU
EU dyr (hunde, katte og fritter) skal have pas inden rejsen. Foruden oplysninger om ejeren og dyret, skal id-mærkning stå i passet, samt som minimum oplysning om rabiesvaccination.

Der er plads til at skrive andre oplysninger ind i passet, som f.eks. andre vaccinationer end rabies, ormebehandling og rabiesantistoftitertest.

Dyrets EU-pas udstedes af den praktiserende dyrlæge i de fleste EU-lande. Det er kun gyldigt, hvis dyrlægen, foruden oplysninger om ejer og dyr og id-mærkning, har underskrevet og stemplet ud for de behandlinger, som der er foretaget.

Passet anvendes ved rejser inden for EU, ved rejser til lande med EU-vilkår samt ind genindførsel af EU dyr, der har opholdt sig i tredjelande i en kortere eller længere periode.

EU-passet kan eventuelt accepteres ved rejser til visse tredjelande.

Veterinærcertifikat til hunde, katte og fritter fra tredjelande
Hunde, katte og fritter som stammer fra tredjelande, kan indføres til EU-landene, hvis de er ledsaget af et veterinærcertifikat.


Læs mere om de specifikke krav til ind- og udførsel af hunde, katte og fritter.


Kontakt