Eksport af bier og humlebier

UDFØRSEL TIL EU-LANDE
Samhandel med bier og humlebier (Apis mellifera og Bombus spp.) er harmoniseret af EU. Derfor kan udførsel af bifamilier og bidronninger til andre EU-lande (herunder også EU's samhandelspartnere) kun finde sted, hvis forsendelsen er ledsaget af et sundhedscertifikat, der er udarbejdet i TRACES. Det er således underordnet om bierne skal sælges eller ej.

Foruden forsendelsens afsender- og modtageroplysninger mv. skal en embedsdyrlæge attestere, at særlige dyresundhedsmæssige krav er opfyldt:

  • Bierne/Humlebierne skal komme fra et område, der ikke er omfattet af forbud i forbindelse med forekomst af ondartet bipest (amerikansk bipest).
  • Bierne/Humlebierne skal komme fra et område med en radius på mindst 100 km, der ikke er omfattet af restriktioner på grund af formodet eller bekræftet forekomst af lille stadebille (Aethina tumida) eller Tropilaelaps-mide (Tropilaelaps spp.).
  • Emballagen skal kontrolleres og være fundet fri for forekomst af lille stadebille (Aethina tumida) eller dennes æg og larver, eller forekomst af andre skadedyr, navnlig Tropilaelaps spp.

Kontakt din lokale veterinærafdeling samt den ansvarlige biinspektør i god tid for den ønskede afsendelsesdato.

EKSPORT TIL 3. LANDE
Det er modtagerlandet, som opstiller de krav, som forsendelser af bier/humlebier skal leve op til. Hvis 3. landet stiller krav om, at forsendelsen ledsages af et embedsdyrlæge underskrevet sundhedscertifikat, skal dette være udarbejdet af Fødevarestyrelsen på baggrund af modtagerlandets importkrav.

Læs mere om udarbejdelse af certifikater her.

 

 

 

 

 


Kontakt