Søg

Om veterinærforliget

Øget dyrevelfærd - styrket beredskab
I august 2008 fik Danmark et veterinærforlig. Det blev indgået mellem Regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre og skal løbe i fire år. I den periode tilføres området samlet ca. 90 millioner kroner ekstra.

Målet med forliget er at øge dyrevelfærden betydeligt - både i besætninger og ved transporter. Samtidigt vil man styrke det veterinære beredskab, så der hurtigt og effektivt kan sættes ind over for
husdyrssygdomme og infektioner.


Forligets indhold
Forliget indeholder disse væsentlige elementer:

  • Nyt risiko- og behovsorienteret kontrolkoncept for velfærdskontrol i besætningerne
  • Obligatoriske sundhedsrådgivningsaftaler for større svine- og kvægbesætninger
  • Skærpelse af kontrollen med stordyrspraktiserende dyrlæger
  • Styrket incitamentsstruktur i forhold til dyrevelfærd, herunder ”gult kort ordning” i relation til medicin, skuldersår og klovlidelser
  • Uddannelse og rådgivning rettet mod særlige risikobesætninger, bl.a. enkeltmandsbedrifter
  • Forbedret kontrol med dyretransporter
  • Styrkelse af dyrevelfærdsrejseholdet

Alt i alt indeholder forliget 18 helt konkrete initiativer, som skal gennemføres i løbet af de fire år forliget dækker. Samtidigt besluttede man at sammenkoble arbejdet med at indføre egenkontrol for dyrevelfærd i landbrugsbesætninger, med disse initiativer. Beslutningen om at indføre egenkontrol blev indgået mellem Regeringen og Dansk Folkeparti i forbindelse med forhandlingerne om finansloven 2006.


Implementering
Fødevarestyrelsen er gået i gang med at forberede gennemførslen af initiativerne. Der er oprettet en række projektgrupper og forskellige samarbejdsparter og eksperter blev inviteret til at bidrage. Opgaven falder naturligt i fire grupper:

  • I første omgang  blev en række praktiske ændringer i Fødevarestyrelsens kontrolarbejde gennemført
  • I den anden omgang skal initiativer der har betydning for velfærden i besætningerne gennemføres. Her er tale om indførslen af obligatorisk sundhedsrådgivning og egenkontrol, øget tilsyn med den praktiserende dyrlæge, bekæmpelse af skuldersår hos søer, styrket rådgivning og uddannelse rettet mod besætningsejere og endelig en ny og forbedret udpegningsmodel til velfærdskontrol
  • I den tredje pulje  skal der fokuseres på kontrollen med dyretransporter. Her er tale om forbedret kontrol både på samlesteder og på landevejen, ligesom kontrollen med logbøger intensiveres
  • Som den sidste gruppe af initiativer skal veterinærkontrollen og beredskabet gøres elektronisk for at udnytte de fordele dette giver i forbindelse med effektivisering og dataindsamling.

Du kan læse mere om forliget og de mange nye tiltag på denne side.



28. maj 2010